METODE


På kurset vil du blive præsenteret for redskaber fra projektledelsesteori, NLP og Marshall Rosenberg. Den grundliggende metode er baseret på Marshall Rosenbergs kommunikationsteori, idet jeg følger hans fokus på følelser og behov.

Det er ikke mig, der afgør om en model eller øvelse virker eller er "rigtigt". Det er dig som kursist, der vurderer om metoden og de konkrete redskaber virker for dig ud fra de erfaringer, du gør på kurset.

For at bruge en model, så den virker, må du tage højde for de forudsætninger, den bygger på. De forudsætninger kaldes også overbevisninger.

Jeg tager udgangspunkt i kursisternes egne erfaringer, når jeg forklarer teorien, fordi vi møder vores største udfordringer der, hvor vi engagerer os fuldt og helt personligt og fagligt. Samtidig er det også her vi er mest motiverede for at finde løsninger, der bringer os videre i respekt for de mennesker, vi har med at gøre. Dine hverdagseksempler er den ideelle plads for læring - ikke kun for dig, men også for resten af holdet. - Du må gerne være skeptisk og undre dig, bare du stiller spørgsmålene til mig og til teorien med udgangspunkt i dine egne erfaringer. Det er her, den sande læring opstår.


< Tilbage til forrige side